Af Sarah Dieckmann, projektleder ved DEO

Teksten stammer fra et kapitel i bogen ”Kan EU redde klimaet? Debatoplæg om EU’s klimapolitik”, udgivet af DEO i 2017. Teksten er bl.a. baseret på interview med Lars Nautrup Jensen, Pelle Pedersen og Paul Brüniche-Olsen.

Hele bogen kan købes her: http://deo.dk/projekter/kan-eu-redde-klimaet/. Teksten anvendes med tilladelse fra forfatter og udgiver.

Omstilling til et grønt samfund koster mange penge. Der er brug for investeringer i vedvarende energi, så vi kan mindske brugen af fossile brændsler, og der er brug for investeringer i et elnet på tværs af grænser, så vi stadig har strøm på en vindstille nat. EU-Kommissionen anslår, at der alene i energisektoren er brug for at investere mellem 712 og 1.087 milliarder kroner årligt fra 2021 til 2050 for at nå EU’s målsætninger for energi og klima. Her er det vigtigt, at både offentlige og private investorer bliver engageret, så vi råder over så mange penge som muligt til den bæredygtige omstilling. Jo før investeringerne gennemføres, desto mere CO² kan vi spare.

Den markedsdrevne omstilling

EU har forpligtet sig til at anvende mindst 20 procent − hver femte euro − af sit budget for 2014-2020 på klimaindsatsen. Det svarer til cirka 1.590 milliarder kroner. Kommissionen har valgt at integrere klimaindsatsen i alle politikker, programmer og fonde fremfor at oprette en særskilt klimafond. Det betyder, at EU’s klimafinansiering dækker over så forskellige ting som landbrugsstøtten, Horizon 2020, der støtter forskning og innovation og EU’s socialfond, der skal skabe arbejdspladser. Dertil kommer investeringer fra Den Europæiske Investeringsbank og medlemsstaterne, som EU blandt andet forpligter til at købe grønt og til at investere i energirenovering.

I dag fylder indtægter fra udvinding af fossile brændstoffer stadigvæk godt på mange lande og virksomheders budgetter. En rent markedsbaseret beslutning om at udvinde fossile brændstoffer afhænger af salgsprisen i forhold til udgifterne ved udvinding. Efterhånden som de lettest tilgængelige reserver tømmes, bliver det gradvist dyrere at udvinde fossil energi. Dog med forbehold for, at den teknologiske udvikling kan effektivisere processen. EU’s klimapolitiske greb som krav om energieffektivisering, støtte til vedvarende energi og CO²-afgifter påvirker også salgsprisen.

Med stigende afgifter for udledning af CO² og øget udbud af vedvarende energi falder prisen på kul, olie og gas så kraftigt, at man ikke længere vil kunne tjene penge på at udvinde ressourcerne. Dette er ideen bag EU’s markedsdrevne omstilling. 

Regulering af efterspørgsel eller udbud

Økonom og senioranalytiker i den danske NGO Vedvarende Energi Lars Nautrup Jensen mener, at der er en langt mere effektiv vej væk fra fossile brændstoffer. I dag regulerer man primært efterspørgslen på fossile brændstoffer. Det betyder, at man skal forholde sig til alle forbrugere af brændstof og energi. Hvis man også sigtede på at stoppe udbuddet af fossile brændstoffer, ville man arbejde med langt færre aktører og nogle meget simplere instrumenter. En mulighed kunne for eksempel være et forbud mod ny udvinding, forklarer han. Det ser man allerede i Frankrig, hvor regeringen fremover ikke vil give tilladelser til efterforskning af nye olie- og gasreserver. I 2011 forbød man desuden udvinding af skifergas. Politiske beslutninger om at forbyde udvinding af kul, olie og gas er dog langt fra at blive en realitet på EU-niveau og i de fleste medlemsstater. 

I Europa ser vi tværtimod fortsat eksempler på statsstøtte til udvinding. Den danske stats olie- og gasselskab, Nordsøfonden, finansierer og deltager eksempelvis aktivt i efterforskning af nye reserver og støtter desuden DTU’s forskning i teknologi, der kan øge udvindingen fra Nordsøen. I foråret 2017 gav Danmark desuden en stor skatterabat til Dansk Undergrunds Consortium, der er et joint venture mellem Nordsøfonden, Mærsk, Shell og Chevron, for at kompensere for faldende oliepriser. Alternativt ville selskaberne ikke investere i at renovere det nedslidte Tyra-felt, der producerer cirka 90 procent af den gas, vi producerer i Danmark. Hvis man politisk havde ønsket at begrænse udbuddet, ville man måske have accepteret, at Tyra-feltet ikke blev genopbygget.

Grønne investeringer

Der er mange penge at hente til den grønne omstilling fra store investorer som forsikringsselskaber og pensionskasser. Oven på finanskrisen er renten på statsobligationer lave, og investorerne er på udkig efter andre måder at tjene penge på. 

Grønne investeringer passer egentlig danske pensionskasser godt, lyder det fra Pelle Pedersen, der er chef for ansvarlige investeringer hos PKA.  Det er pensionskassen for sundhedsansatte og en af Danmarks største.

I modsætning til mange andre investorer og virksomheder er pensionskasser nemlig ikke på udkig efter høje og hurtige afkast. Selvom en virksomhed kan spare mange penge på at energieffektivisere sine bygninger, kan tilbagebetalingstiden på investeringen dog være 10-15 år. Mange virksomheder og investorer har svært ved at binde deres kapital i så lang tid. En pensionskasse har ikke problemer med at lave langsigtede investeringer med et relativt lavt afkast, så længe der også er lav risiko forbundet med dem. 

Teknisk indsigt og politisk stabilitet

PKA har blandt andet tjent godt på vindmølleinvesteringer og ser også et potentiale i energieffektivisering, forklarer Pelle Pedersen. Det kræver dog omhyggelige bygningstekniske beregninger at forudsige udgifter og besparelser, og det er ikke noget, PKA er specialist i. 

Derfor samarbejder pensionskassen med virksomheden SustainSolutions, der har specialiseret sig i at levere energiforbedrende løsninger såsom udluftning, opvarmning og belysning samt beregne omkostninger og besparelser ved det. Sammen kan de tilbyde fuldt finansierede energiforbedringsprojekter til for eksempel boligforeninger eller offentlige ejendomme.

I 2013 skød PKA 300 millioner kroner i SustainSolutions, og frem til januar 2017 har det resulteret i projekter, der sparer 420 tons CO² om året. Pelle Pedersen så gerne, at Den Europæiske Investeringsbank oprettede lignende projektfonde med ekspertise i klimatiltag, så det ville være lettere for pensionskasser at investere i den grønne omstilling.

Er der penge at tjene?

I dag fylder indtægter fra udvinding af fossile brændstoffer godt på mange lande og virksomheders budgetter. Det er uheldigt, da to tredjedele af verdens reserver af kul, olie og gas skal blive i jorden for at holde de globale temperaturstigninger under to grader. Det vurderer Det Internationale Energiagentur.

Hvis vi skal lade de fossile reserver ligge, skal vi altså ikke blot finde alternative energikilder. Vi skal også forholde os til, hvordan vi håndterer de mange penge, der i dag er investeret i kul, olie og gas, der skal blive liggende i jorden og dermed bliver værdiløs.

Lars Nautrup Jensen er aktiv i kampagnen ”AnsvarligFremtid”, der arbejder for at få kommuner, universiteter og pensionskasser til at trække deres investeringer fra fossile selskaber. Blandt andet ved at engagere borgere, ansatte og medlemmer i at rejse en debat i det daglige og stille krav på generalforsamlinger. Den økonomiske logik er, at pensionspenge ikke bør investeres i fossile selskaber, der mister deres værdi i fremtiden. Formålet er også at svække de fossile selskabers politiske indflydelse. Ifølge AnsvarligFremtid står fossilindustrien i vejen for den grønne omstilling ved at finansiere tænketanke, der benægter klimaforandringer og laver lobbyisme mod klimapolitiske tiltag, hvilket både forskere og den britiske avis the Guardian har påvist. 

Sælge fra eller gå i dialog

Lærernes Pension har klimaovervejelserne med i deres etiske kodeks, hvor de skriver, at de ”vil understøtte overgangen til en økonomi baseret på lavt CO²-indhold og forbedre samfundets evne til at omstille sig til konsekvenserne af klimaændringer”. De er dog ikke på nippet til at frasælge deres investeringer i fossile selskaber, forklarer direktør Paul Brüniche-Olsen. Alle investeringer bliver nødt til at give økonomisk mening i forhold til afkast og risikospredning. Det etiske er noget, de sammen med medlemmerne forholder sig til, blandt andet via to medlemsfora med hver 30 medlemmer. Paul Brüniche-Olsen vil gerne have fokus på klimavenlige investeringer som skov, vindmøller og infrastruktur, men mener også, at den grønne omstilling tager tid. Der er derfor ikke er nogen overhængende fare for, at der ikke er økonomisk efterspørgsel på fossiler i nærmeste fremtid. 

Han mener desuden, at vi skal passe på ikke at blive for hellige i Vesten, hvor den grønne omstilling allerede er godt i gang. Mange lande i Afrika og Asien vil være afhængige af fossil energi i mange år endnu, og hvis vi skruer hurtigt ned for produktionen, bliver det dyrt for dem.

Lærernes Pension overvejer for tiden, om det giver mening etisk og forretningsmæssigt at frasælge investeringer i selskaber, der baserer deres forretning på kul. Med olie- og gasselskaber kan det dog være svært, fordi det også er nogle af de selskaber, der arbejder på at udvikle bæredygtig energi.

Grøn indflydelse via aktivt ejerskab

Anderledes ser det ud hos Pelle Pedersen i PKA. Pensionsselskabet solgte i 2015 sine investeringer i 31 kulmineselskaber og gik i dialog med yderligere 23 selskaber, der har kul som en stor forretningsandel. PKA opfordrer selskaberne til at reducere brugen af kul, og hvis de ikke rykker sig, vil PKA i sidste ende trække sine investeringer ud.

Overordnet er han ikke i tvivl om, at investeringsgevinsterne ligger i den grønne sektor frem for den fossile. Dels bliver det i fremtiden dyrere at udlede CO², dels vil en øget andel af energien fremover være vedvarende.

Når de konkrete investeringer skal laves, er der dog brug for mere detaljerede beregninger af forventet afkast og risikovurdering. Pensionskasserne er lovmæssigt forpligtede til at skabe det højest mulige afkast til deres kunder. Det har vi blandt andet Finanstilsynet til at holde øje med, og pensionskasserne skal også leve op til EU’s finansregulering, der skal sikre et solidt finansmarked. I november 2016 vedtog EU dog, at arbejdsmarkedspensioner skal inkludere hensyn til miljø og klima og ikke kun finansielle vurderinger i deres investeringsbeslutninger. De skal desuden tage højde for både klimaforandringer og for prisfald på fossile aktiver som følge af kommende politiske beslutninger, når de investerer.

Gennemsigtighed

PKA gik sammen med fire europæiske pensionsselskaber og Carbon Tracker, der er en uafhængig tænketank med fokus på de finansielle aspekter af klimaforandringer, om at undersøge 69 af verdens største olie- og gasselskaber. Virksomhedernes olie- og gasreserver blev vurderet i forhold til, hvor meget CO² der kan udledes, hvis vi stadig skal holde os under to graders-målet i Paris-aftalen. Konklusionen er, at meget af den olie og gas, som virksomhederne ejer, og som deres værdi er baseret på, slet ikke skal hentes op. Hvis der kom en politisk beslutning om at holde det i jorden, ville det i praksis blive værdiløst. De fossile virksomheders værdi bliver dermed lavere, og det burde være mindre attraktivt at investere i dem.

Rapporten skabte dog ikke chokbølger på finansmarkedet, siger Pelle Pedersen. Den resulterede ikke i et fald i værdien af virksomhedernes aktier. For PKA og de andre pensionskasser bag rapporten gør den det dog nemmere at tale om problemet med virksomhederne og andre investorer.

Dem møder Pelle Pedersen blandt andet i netværket Institutional Investors Group on Climate Change. Her samles næsten 140 investorer fra 11 lande, der tilsammen investerer over 18.000 milliarder euro. De danske medlemmer tæller blandt andet ATP og Danske Bank. Her håber Pelle Pedersen, at opmærksomhed, data og gennemsigtighed i det lange løb kan skabe forandringer på finansmarkedet og ude i virksomhederne.

Man skal kunne stole på politikerne
Tilliden til politikerne er dog altafgørende, påpeger Pelle Pedersen. Hvis man ikke tror på, at de vil gøre, hvad der skal til for at nå to graders-scenariet, er det ikke finansielt fornuftigt at ændre strategi, hverken for virksomheder eller for investorer.

En stabil og forudsigelig klimapolitik er det vigtigste, som politikerne skal levere for at tiltrække private investeringer til grøn omstilling. 

For eksempel afhænger risikovurderingen ved energirenovering af, om man kan forudsige de fremtidige afgifter og støtteordninger, og det kræver klare udmeldinger fra politikerne om, hvordan de vil beskatte forskellige former for energi. Pelle Pedersen henviser til pensionsbranchens dårlige erfaringer fra Spanien i 2010. Danske investorer havde investeret over en milliard i spanske solcelleparker med en betydelig statsstøtte, da Spaniens nytiltrådte regering pludseligt skar 30 procent af støtten væk. Ifølge Pelle Pedersen er den slags skiftende politik gift for det grønne investeringsmarked.

Her har klimapolitik og målsætninger på EU-niveau dog den fordel, at de er uafhængige af skiftende regeringer i medlemsstaterne. Når først målene for 2020 eller 2030, byrdefordeling og langsigtede strategier er forhandlet på plads mellem landene, bliver der ikke så let lavet om på dem.