af Jakob Vestergaard, lektor, RUC

Øgede kapitalkrav i kølvandet på finanskrisen?
Den korte historie om bankregulering efter finanskrisen er, at man har forsøgt at skrue op for kapitalkravene, sådan at den kapitalbuffer bankerne har til at modstå tab på dens aktiver, bliver større og således at bankerne hurtigere kan komme på fode igen, efter en eventuel bankkrise.

Bankerne har protesteret vildt og voldsomt. De hævder, at de øgede kapitalkrav er ganske forfærdelige, at de øger deres omkostninger voldsomt, og gør det mere eller mindre umuligt for dem at drive forretning, og at låne penge til virksomheder, som vi alle sammen gerne vil, at de gør. Men set fra et samfundsøkonomisk perspektiv er de ting, vi har gjort for at ændre bankreguleringen alt, alt for begrænsede.

Det er især et stort problem, at vi stadig formulerer minimumskravene i forhold til risikovægtede aktiver, i stedet for i forhold til samlede aktiver. Det betyder, at de store banker fortsat kan bruge interne modeller og reelt kun har en kapitalbuffer for 1/3 af deres aktiver. Mere overordnet er det værd at erindre sig at forskere på området samstemmende anbefaler kapitalfinansiering på et sted i mellem 10 og 20 %, som minimumskrav til bankerne. Upåagtet en masse snak om rekapitalisering og strammere kapitalkrav ligger langt de fleste store europæiske banker fortsat og roder rundt med en kapitalfinansiering på mellem 3 og 5 % (målt i forhold til samlede aktiver).

Det betyder, at især de allerstørste tyske, franske, italienske og hollandske banker er ekstremt sårbare over for tab på deres aktiver og har meget begrænset robusthed til at komme igennem den næste bankkrise. Dét er et kæmpe problem for det europæiske projekt, både økonomisk og politisk. Her skal man ikke glemme hvor store, de store banker faktisk er. De 15 største europæiske banker har aktiver svarende til 150 % af BNP for hele EU. Set fra et samfundsmæssigt perspektiv, er der ingen tvivl om, at den revision af kapitalreguleringen, der er foretaget som respons på finanskrisen, har været overordentlig mangelfuld, især i Europa.